Om Solskin

Botilbud til voksne udviklingshæmmede

De fysiske rammer

Solskin har eksisteret siden 1/6 1991. Bofællesskabet er beliggende i centrum af Hørsholm. Der er gode bus- og togforbindelser til både Nordsjælland og København. Byens butikker, posthus, apotek m.v. ligger i gåafstand. De fysiske rammer er en 3 etagers bygning med 10 lejligheder. I stueplan og 1. sal er der henholdsvis 4 og 6 lejligheder. Lejlighederne er mellem 55-75 kvm. med entré, stue, soveværelse, alkove-køkken og bad. Lejlighederne er ikke egnede for 2 personer. I stueplan er der en stor fælleslejlighed, med køkken, toilet/bad og stue. Der er elevator i bygningen. Der er adgang til en stor terrasse og have, ligesom der er adgang til et fællesvaskeri og et mindre motionsrum.

Økonomi

Huslejen indeholder leje i forhold til størrelsen af lejligheden. Derudover er der udgifter til den fælles kost. Desuden betales der til en fælleskasse som dækker udgifter vedr. fælleslejligheden, internet, avis, beboernes fødselsdage m.v. Ligeledes er der mulighed for at betale til en fælleskonto, hvor beboerne tager på restaurantbesøg sammen.

Hverdagen

Alle beboere i Solskin er i beskæftigelse af forskellig karakter. Alle beboerne er tilknyttet en hjemmevejleder, og der kan ydes støtte og vejledning til forskellige forhold. Støtten aftales med den enkelte beboer i en social handleplan, som skal sikre at beboeren inddrages i tilrettelæggelse, udførsel og mål for støtten. Støtten er primært tilrettelagt på ugentlige hjemmedage. Desuden ydes der støtte til fællesskab og sociale aktiviteter i og udenfor fælleslejligheden. En gang om måneden afholdes et husmøde. Formålet med husmødet er, at beboerne er medbestemmende og har indflydelse på de fælles værdier og normer for livet i Solskin. På husmødet revideres også de fælles husregler.

Traditioner og aktiviteter

Der er forskelligartede traditioner i Solskin gennem året som bidrager til fælles oplevelser. Der inviteres f.eks. årligt til pårørendejul. Der er tradition for at beboerne sammen tager ud og spiser. Der arrangeres en årlig tur til Sølund Musikfestival. Solskin tilbyder hvert år ferie med mulighed for personaleledsagelse.

Personaledækning

Der er personale i hverdagene fra klokken 7 – 20. I weekends og på helligdage er der personale fra klokken 10 -20. Der er ingen nattevagt.

Handleplaner

Der udarbejdes individuelle handleplaner årligt efter Lov om Social Service § 141. Handleplansmøder foregår i et samarbejde mellem Hørsholm Kommune, beboere, Solskin, beskæftigelse og evt. pårørende.

Der kan læses mere om Solskin som tilbud i Socialtilsynets rapport.